Panamakanalen 2019

Endnu en dag på havet, nærmere bestemt gennemsejling af Panamakanalen. Kl 4.50 er Kim oppe på øverste dæk i første række, klar til indsejling under “Bridge of the Americas” og gennemsejling af den første sluse “Miraflores” den består faktisk af 3 sluser der hver hæver os 28 fod. Det kræver 8 “mules” som er små lokomotiver hvis opgave er at holde os midt i slusen. Vi var ikke mange på øverste dæk til at starte med, men da vi nærmer os slusen ved 7.30 tiden er der godt fyldt op.

De har i dagens anledning også åbnet det dæk der normalt er forbeholdt personalet helt ude ved stævnen, også her er der mange mennesker. Da vi 8.30 er igennem de 3 sluser og efter at have stået op i 3 timer og 45 minutter er det ved at være tid til morgenmad.

Ann har i mellemtiden sørget for at købe de særlige T-shirts, caps og den obligatoriske magnet til køleskabet, så vi mødes til morgenmad mens vi sejler igennem den næste sluse Pedro Miguel. Der er et par timer til vi når den næste sluse ved Gatun, så vi snupper lige en lille lur. Efter den velfortjente lur går vi op på soldækket og venter på at vi kommer til Gatun og da vi nærmer os går vi ned til det særligt åbne område så vi kan se den næste sluse herfra, der er rigtig varmt her, så da vi er inde i første sluse går vi ned på promenadedækket hvor der er lidt skygge og vind og hvor vi faktisk er rigtig tæt på slusen, vi kan næsten røre væggene her. Her får Kim taget den selfie der er nødvendig for dagens Geocache.

Da vi er igennem det hele går vi i kahytten igen og tager en lille ½ time inden vi skal i bad og i det pæne tøj. Det er årsdagen for Kims bypass, så det skal jo fejres. Aftenens middag skal indtages på Cagney, der er en af de betalte restauranter. Her står den på hummer bisque til Ann og østers til Kim og hovedretten er en stor Filet Mignon 8 oz bøf, som er helt fantastisk mør. For at slutte dagen rigtigt af går vi lige i “Sugarcane Mojito Bar” og slutter af med en drink, inden vi går til ro så vi er klar til Colombia i morgen.

Endnu en dag kun på havet. Der var en smule regn i morges, men det var en meget kort byge.

I formiddags har vi været i spa’en og på “voksen-soldækket” og kun slappet af. Vi gik en runde om skibet inden vi skiftede til vores træningstøj og gik i fitnesscentret! Herefter frokost i Garden Café hvor der var skandinavisk tema, vi har dog vores tvivl om hvor kokken har fået sine opskrifter, frikadellerne var f.eks. små hakkebøffer….. Efter frokosten læste Ann lidt mens Kim gik på “driving range” og slog 40-50 bolde ud.

Aftenen sluttes af med middag i La Cucina, den italienske restaurant, så der skal det pæne tøj på. Herefter er det tid at gå i seng, indsejlingen til Panamakanalen starter nemlig kl. 5.00 i morgen tidlig så der skal Kim op og kigge selvom det sikkert er mørkt på det tidspunkt

I dag er vi ankommet til Costa Rica. Vi kan sove længe for den tur vi har købt billetter til starter først kl 12.30.

Det gav os god tid til at gå en tur efter morgenmaden. Kim havde fundet en geocache, der lå en kilometers penge fra skibet. En sød ældre mand var flink og hjalp Kim med at finde den. Det havde været en opgave, hvis han ikke havde hjulpet, da ledetråden var at den lå der, hvor der tidligere havde været et “ALTO” (STOP) skilt ?

Allerede omkring kl 9.00 var der over 30 grader varmt. Man må ikke være utaknemlig, men det er altså lige i overkanten ?

Så vi fandt en café, hvor vi kunne få en iskold cola hver. Og så var der gratis internet. Dejligt at blive lidt opdateret, når man har været uden internet nogle dage.

Kl 12.30 fandt vi vores bus og tog på den bedste udflugt vi endnu har oplevet på turen.

Til en start fortale vores guide Norman, at Costa Rica ikke har haft militær siden 1949, de har politi og det klarer de sig fint med, de render ikke engang rundt med maskinpistoler, som vi har set i de andre lande.

Vi startede med at blive kørt til en smalsporet veteranjernbane, som tidligere havde været brugt til at transportere kaffe. Her startede en meget hyggelig togtur, der varede ca 30 minutter. Her fik Kims indre svelle frit løb. Der blev fotograferet tog, skinner og sporskifter  Trillebaren (en stor plasticbeholder fyldt med is, vand og dåser med øl og sodavand) og et par fyre fra veteranjernbanen kom igennem toget og Kim fik en lokal øl. Noget af en oplevelse at køre med så gammelt materiel. Da vi var færdige med turen igen, blev bussen endnu engang kørt helt hen til toget så man kunne gå direkte over. Kim fik dog lov til at gå ud på den anden side så vi kunne få et par ordentlige billeder.

Herefter gik turen til Jungle Crocodile Safari, hvor vi skulle ud at sejle. Der var mange forskellige fugle, som vi aldrig har set før. Men højdepunktet var at der i floden bor ca. 2.000 krokodiller og vi fik set 2 af dem. Virkelig tæt på. En i almindelig størrelse og så Mike Tyson, som var alfahannen og den største krokodille i floden og 18 år gammel (det var muligvis 80 år, Norman kunne være lidt svær at forstå ind i mellem). De var på et tidspunkt så tæt på, at vi blev beordret til at holde arme og hænder indenbords og ikke læne os ud over kanten på båden. En virkelig stor oplevelse….

Efter sejlturen var der opvisning, hvor vi så traditionel dans fra Costa Rica.

Herefter gik turen tilbage til skibet. Undervejs så vi mange små huse/skure med bliktag så man kunne fristes til at tro det var meget fattigt, men de havde alle 3 paraboler på taget og fine biler holdende. Igen kom vi for sent tilbage (15 minutter) og igen sætter vi pris på, at vi har købt udflugten gennem skibet, så de venter på os ?

Aftensmaden var i dag kun hovedret, hverken forret eller dessert ?

En helt igennem fantastisk dag. Er sikker på, at vi sover godt i nat ❤️

I dag er vi ankommet til Nicaragua. Vi har købt billetter til en tur til en aktiv vulkan.

Igen i dag skal vi i redningsbådene for at komme i land. Det blæser helt vildt og der er kun 6 redningsbåde at gøre godt med, så det er om at være tålmodig. Men endelig kom vi i land og ombord på en luksusbus. Bussen blev fulgt af 3 politibetjente på motorcykel, som hele vejen sørgede for at genne trafik til siden og nogle gange standse trafikken for at vi kunne komme frem, det var ret VIP-agtigt. Forklaringen var, at turistbusser fra krydstogtskibe har et stramt program, og da turisme er deres næststørste industri, så gør de meget for at der ikke er problemer.

På vej til vulkanen passerer vi Centralamerikas største sø Lake Nicaragua. Det var vildt, det lignede fuldstændigt et hav, så stor er søen.

2 timers køretur til vulkanen Masaya med kælenavnet Helvedes mund. Det er en helt surrealistisk følelse at stå og kigge ned i krateret på en vulkan, der sender masser af damp op. Det var virkelig flot og storslået.

På vej tilbage til skibet stoppede vi ind i landsbyen Catarina, hvor der var 40 minutters fri leg. Byen er kendt for deres store salg af blomster og planter samt keramik. Vi valgte dog at finde et sted at spise frokost. Alle de andre gæster var lokale, så det var vi lidt spændte på. Vores tjener talte en smule engelsk og sammen fik vi bestilt fra deres menukort, hvor alt stod på spansk. Vi fik et skærebræt med noget, der lignede små kartoffelrösti, men det var det ikke. Det var noget friturestegt noget, muligvis banan, og ovenpå var der hhv ost, kylling og oksekød, som var stegt. Hertil en lille skål salat. Det smagte dejligt. Hertil 2 store colaer. Da regningen kom blev det omregnet 7,50 US dollars. Han brugte sin mobiltelefon, hvor baggrundsbilledet var Messi, det kommenterede Kim, og så skulle vi også lige se et billede af The Doors ?. At se ham i ansigtet, da vi lagde 10 dollars, det var vildt. Han blev så glad at vi næsten blev helt flove. For os var det jo ikke en herregård, men det var det for ham ?

Vi havde den mest fantastiske udsigt til Laguna Apoyo mens vi spiste. Det bliver næsten ikke smukkere.

Det blev også til et stop, så vi kunne fotografere Lake Nicaragua, hvor der er en 8-tals formet ø med 2 vulkaner. Også utroligt smukt.

I dag var det så os, der kom lidt for sent tilbage til skibet, da vi kom alt for sent afsted til at starte med, pga antallet af redningsbåde. Men heldigvis ventede de på os, og for øvrigt var vi ikke de sidste, der kom retur, desværre for Kim betød det, at der ikke kom en geocache på tavlen fra Nicaragua. ?

I dag ankommer vi til Guatemala. Nærmere betegnet Puerto Quetzal. Kim går fra borde 15 minutter før Ann, der er nemlig en Geocache han lige skal besøge.

Vi har købt billetter til en tur på en kaffeplantage.

I bussen derhen fortæller vores guide Marco en masse om Guatemalas historie. Vi hører også en masse om kaffe. Det er samtidig vildt mærkeligt at se asfaltarbejdere arbejde på at udbedre vejene mens de bliver passet på af bevæbnede vagter. Det er bare så langt fra vores almindelige virkelighed. Man kan se at de fattige i Guatemala er virkeligt fattige. Og de rige er meget rige.

Vi kører forbi en vulkan i udbrud på både ud- og hjemvejen, men man kunne ikke rigtigt se noget udbrud.

Vi ankommer til plantagen Finca Colombia, hvor vi bliver taget imod af ejeren, der hilser på os. Også her er der bevæbnede vagter. Herefter er der rundvisning hvor vi ser de forskellige slags kaffeplanter. Det er sidst i høstsæsonen der går fra december til april og der er hyret 50-60 lokale ind for at plukke bønner, jobbet går nærmest i arv og de er meget stolte over at de f.eks. har været med deres bedsteforældre. Vi får lov at se både modne og ikke helt modne bønner og får forklaret en masse om produktionen.

Herefter bliver vi budt på smagsprøver på kaffen og hjemmebagt cookies. Kaffen smager fantastisk. Så da der er mulighed for at købe souvenirs benytter vi lejligheden til at købe 1,5 kg bønner med hjem. Og en fin kasket fremstillet af samme materiale som kaffesække ?

Da kaffeplantagen ligger i højlandet er der varmt men ikke så fugtigt som på skibet. Så det er meget lettere at trække vejret.

På vejen hjem fortæller Marco om skolebusserne, som er meget mere end skolebusser. De kører 14 timer i døgnet og kører rundt i hele landet, først til et stoppested er den der får passagerer med. Skolebusserne er gamle ombyggede amerikanske skolebusser. Når de er 10 år gamle eller har kørt 240.000 kilometer skal de udrangeres og så opkøbes de af f.eks. busfirmaer i Guatemala. Der er særlige krav til busserne, de skal have en særlig motor, en manuel gearkasse og max 10 sidevinduer. Da mange er med en “forkert” motor og gearkasse og i øvrigt har 13 vinduer bliver busserne skåret op og forkortes så det passer med 10 vinduer og der indsættes en motor og gearkasse der passer til kravene. Efterfølgende males de meget farverigt og der tilføjes en masse krom, det er åbenbart billigere end at købe nye busser.

Inden vi blev sat af bussen havde Marco en gave til os hver. En lille stofpose med worry dolls. Hvis man har et problem, som man går og tumler med skal man fortælle det til en worry doll. Herefter placerer man den under hovedpuden og når man vågner næste morgen er problemet der ikke mere. Kunne være fantastisk, hvis det passede ?

Vi sejlede lidt senere fra Guatemala end vi skulle. Vi var nødt til at vente på passagerer, der ikke var kommet tilbage til tiden. Vi skulle være tilbage senest 15.30, de sidste kom ombord 16.15. Men heldigvis for dem havde de købt turen gennem skibet og så skal der ventes. Var de taget ud på egen hånd eller med en af de ture der udbydes på havnen, havde skibet ikke ventet.

Aftensmaden blev indtaget i Garden Café, man er lidt træt efter sådan en dag, så er det rart at man bare hurtigt kan tage hvad man har lyst til, vi skulle gerne være færdige så vi kunne komme ned og se show. Magic White var titlen på showet som var en kombination af magi og en slangekvinde (contortionist?). Da vi havde fået en plads gik der tjenere rundt og tog imod bestillinger, vi bestilte 2 øl og de kom i løbet af ingen tid. Slangekvinden var fantastisk dygtig, skød en pil med bue kun ved at bruge hendes fødder. I forsvindningsnumrene som der var en del af var hun også ret god. Tryllekunstneren var ret god til nogle ting, men ind imellem fumlede han med kortene, det var lidt ærgerligt.

Endnu en dag på havet. Men derfor behøver man ikke at kede sig. Vi har besluttet os at deltage i 2 events på skibet.

Først en seance med 2 af chefkokkene, der vil vise os en masse med chokolade. Man havde åbenbart bare ikke fortalt dem, at det handlede om chokolade. Til gengæld fik vi set, hvordan man pynter en bryllupskage ?

Og så havde vi set meget frem til Extreme napkin folding med Dave. Han står for underholdningen ombord og er en lystig fætter fra Australien (hans titel er Cruise director). Sjældent har vi grinet så meget. Han tog servietfoldning til et helt nyt plan. Man kan vist roligt sige, at vi aldrig har set noget lignende ?. Han var iført en serviet om hovedet som et pandebånd og en rød kåbe og som han sagde, “ja, min mor tror jeg er kaptajn på skibet”.

Herefter stod den på frokost og med vinduesbord blev vi forkælet med at se 10-12 delfiner følge skibet og lave de fineste spring. Så hyggeligt.