En dag på havet.

Efter morgenmaden var der “Behind the scenes” i teatret, hvor Dave, vores cruise director, fortalte spændende detaljer om, hvad der egentlig skal til for at holde sådan et cruiseskib sejlende.

Det var meget interessant. Bl a lærte vi at gennemsnitsalderen på dette cruise er 63,9 år, mens den på næste cruise er 40. På dette cruise er der 36 børn og unge under 18 år mens tallet på næste cruise er 485. Dave fortalte, at han derfor på dette cruise havde bedt om at lyden på musikken blev reduceret med 30%. Nationaliteterne på gæsterne er nr. 1: Amerikanere, 2: Canadiere, 3: Englændere, 4: Tyskere, det blev ikke nævnt hvor mange danskere, men vi gætter selv på at vi er 6 ombord.

Gennemsnitsalderen på personalet er 39 år. Kaptajnen sejler 10 uger og har 10 uger fri, men ellers varierer det fra 4 måneder på skibet helt op til 8 måneder alt efter, hvilken funktion du har og hvor højt oppe i systemet du er (eller hvad du selv ønsker) .

På en gennemsnitlig uge bruger køkkenet bl a 36.000 æg, mere end 1 ton bøffer, 1,5 tons fisk, næsten 2 tons kylling, 8,5 tons frugt og 8,5 tons grøntsager..

Ved topfart, 24 knob, bruges 1 gallon (ca 4 liter) brændstof i sekundet. Det giver 200.000 liter i døgnet! Motorerne er 4 MAN B&W der hver yder knap 20.000 hestekræfter.

Der er et vandrensningsanlæg ombord der gør at alt “gråt” vand, dvs badevand og opvaskevand bliver renset og principielt gør det muligt at genanvende det til drikkevand, men det gør de nu ikke de har i stedet plads til 2.600 m3 vand, der bruges 800 m3 vand om dagen. Derudover er de i stand til at producere 1.500 m3 drikkevand om dagen fra havvand. Madrester bliver også genanvendt i et anlæg så det kan udledes i havet som fiskefoder.

Det hele blev sluttet af med mulighed for at stille spørgsmål til kaptajnen, maskinmesteren og chefen for alt frontpersonalet.

Et af spørgsmålene var bl.a. hvorfor der ikke var små “håndklæde-dyr” på vores senge. Svaret var, at det er et miljøspørgsmål. 14 dages cruise med 1.400 kahytter hvor der laves et håndklædedyr til hver kahyt hver dag, men hvor håndklædet faktisk ikke bliver brugt, men smidt direkte til vask, genererer utroligt meget vasketøj. Da man gerne vil tænke grønt har de prioriteret miljøet og undlader at lave dem og vi må sige, at vi ikke har savnet dem. NCL bruger heller ikke sugerør af samme årsag, så drinks og sodavand bliver serveret uden.

Et andet spørgsmål var, hvor stor er Norwegian Star i forhold til Titanic, svaret var, at i tonnage er Norwegian Star 4 gange større, men ellers 8 gange større.

Resten af eftermiddagen blev brugt på at nyde det gode vejr på voksensoldækket, læse vores medbragte bøger på vores tablets (Mofibo) og den obligatoriske eftermiddagslur.

Efter aftenens middag, der blev indtaget forholdsvis tidligt, skulle vi i teatret og se show “Paradis” der var cabaret inspireret, et rigtig flot show og efter det blev hele besætningen hevet på scenen til store klapsalver, helt fortjent gik det største bifald til vores stewards der sørger for vores kahytter, vores hedder Paul og allerede vores første dag ombord havde han lært vores navne, og vores kahyt er trods alt ikke den eneste kahyt han sørger for.

Vi gik lige en tur rundt om promenadedækket og kunne herfra se lysene fra kysten af Haiti, vi sejlede forbi ca. 10 sømil fra og lidt senere ville vi nok kunne se Cuba, men det er efter vi er gået i seng, ud fra vores position og fart bliver det ved 1 tiden i nat.

Fra den anden side af skibet var der bare mørkt. En flot måne og mange stjerner var alt man kunne se. Hvor føler man sig lille, når man står der ?

Vi blev enige om, at vi lige kunne bruge et par dollars i kasinoet på den enarmede, det blev nu en 5 $ seddel vi smed i, den vandt vi $40 på, så de blev vekslet til rede penge, så er der til drinks og vin i morgen ???