I dag ankommer vi til Guatemala. Nærmere betegnet Puerto Quetzal. Kim går fra borde 15 minutter før Ann, der er nemlig en Geocache han lige skal besøge.
Vi har købt billetter til en tur på en kaffeplantage.
I bussen derhen fortæller vores guide Marco en masse om Guatemalas historie. Vi hører også en masse om kaffe. Det er samtidig vildt mærkeligt at se asfaltarbejdere arbejde på at udbedre vejene mens de bliver passet på af bevæbnede vagter. Det er bare så langt fra vores almindelige virkelighed. Man kan se at de fattige i Guatemala er virkeligt fattige. Og de rige er meget rige.
Vi kører forbi en vulkan i udbrud på både ud- og hjemvejen, men man kunne ikke rigtigt se noget udbrud.
Vi ankommer til plantagen Finca Colombia, hvor vi bliver taget imod af ejeren, der hilser på os. Også her er der bevæbnede vagter. Herefter er der rundvisning hvor vi ser de forskellige slags kaffeplanter. Det er sidst i høstsæsonen der går fra december til april og der er hyret 50-60 lokale ind for at plukke bønner, jobbet går nærmest i arv og de er meget stolte over at de f.eks. har været med deres bedsteforældre. Vi får lov at se både modne og ikke helt modne bønner og får forklaret en masse om produktionen.
Herefter bliver vi budt på smagsprøver på kaffen og hjemmebagt cookies. Kaffen smager fantastisk. Så da der er mulighed for at købe souvenirs benytter vi lejligheden til at købe 1,5 kg bønner med hjem. Og en fin kasket fremstillet af samme materiale som kaffesække ?
Da kaffeplantagen ligger i højlandet er der varmt men ikke så fugtigt som på skibet. Så det er meget lettere at trække vejret.
På vejen hjem fortæller Marco om skolebusserne, som er meget mere end skolebusser. De kører 14 timer i døgnet og kører rundt i hele landet, først til et stoppested er den der får passagerer med. Skolebusserne er gamle ombyggede amerikanske skolebusser. Når de er 10 år gamle eller har kørt 240.000 kilometer skal de udrangeres og så opkøbes de af f.eks. busfirmaer i Guatemala. Der er særlige krav til busserne, de skal have en særlig motor, en manuel gearkasse og max 10 sidevinduer. Da mange er med en “forkert” motor og gearkasse og i øvrigt har 13 vinduer bliver busserne skåret op og forkortes så det passer med 10 vinduer og der indsættes en motor og gearkasse der passer til kravene. Efterfølgende males de meget farverigt og der tilføjes en masse krom, det er åbenbart billigere end at købe nye busser.
Inden vi blev sat af bussen havde Marco en gave til os hver. En lille stofpose med worry dolls. Hvis man har et problem, som man går og tumler med skal man fortælle det til en worry doll. Herefter placerer man den under hovedpuden og når man vågner næste morgen er problemet der ikke mere. Kunne være fantastisk, hvis det passede ?
Vi sejlede lidt senere fra Guatemala end vi skulle. Vi var nødt til at vente på passagerer, der ikke var kommet tilbage til tiden. Vi skulle være tilbage senest 15.30, de sidste kom ombord 16.15. Men heldigvis for dem havde de købt turen gennem skibet og så skal der ventes. Var de taget ud på egen hånd eller med en af de ture der udbydes på havnen, havde skibet ikke ventet.
Aftensmaden blev indtaget i Garden Café, man er lidt træt efter sådan en dag, så er det rart at man bare hurtigt kan tage hvad man har lyst til, vi skulle gerne være færdige så vi kunne komme ned og se show. Magic White var titlen på showet som var en kombination af magi og en slangekvinde (contortionist?). Da vi havde fået en plads gik der tjenere rundt og tog imod bestillinger, vi bestilte 2 øl og de kom i løbet af ingen tid. Slangekvinden var fantastisk dygtig, skød en pil med bue kun ved at bruge hendes fødder. I forsvindningsnumrene som der var en del af var hun også ret god. Tryllekunstneren var ret god til nogle ting, men ind imellem fumlede han med kortene, det var lidt ærgerligt.
